Bæring i mine bagben

Efter rideulykken i 1999, hvor jeg faldt af og pådrog mig et brud på min lænd, blev jeg meget opmærksom på min egen krops funktion. En bevidsthed jeg ikke tidligere havde haft.

De første mange uger efter ulykken var jeg sengeliggende, og de efterfølgende 3 måneder var jeg altid iført et skift korset, når jeg ikke lå i min seng.

Da jeg endelig fik korsettet af, havde jeg ikke engang styrken i mit core til at bære mit eget skelet, og jeg faldt sammen på gulvet i et skrig af smerte og afmagt.

Den efterfølgende tid stod på genoptræning for at blive stærk nok til at kunne bære mig selv oprejst igen. Jeg lærte også om løfteteknikker - at stabilisere mit core ved at trække maven lidt ind og spænde let i mine mavemuskler (og derved skåne min ryg), placere et ben på hver side af den genstand, der skulle løftes fra jorden, gå ned i knæ, bukke ganske let i begge mine albuer og med et godt greb med en hånd på hver side af genstanden, kunne jeg løfte genstanden ved ganske simpelt at strække mine ben ud igen til opretstående. På den måde blev det mit core der stabiliserede mig, mine led der udførte bevægelsen og mine ben, der bar genstanden. 

Hold da op jeg har båret mange sække foder, mange hø- og halmballer, mange spande vand og ikke mindst mange trillebør fulde hestemøg med min ryg, mine skuldre, min nakke og mine arme. 

En lærdom jeg siden tog med mig, da jeg igen begyndte at ride min hest. Både bevidstheden om at bære mig selv over hesten via mit core og også forståelsen af, hvorledes mine schenkler kan aktivere hestens bæring i sine bagben, og derved lette belastningen på hestens forpart.