Sat på pause

En dygtig dressur rytter glædede sig helt vildt til at komme ud til forårets og sommerens stævner med hendes store smukke hest. Og bum ... så lå hun der. Gled i noget mudder og brækkede benet.

Sådan kan livet nogle gange også føles både tarveligt og uretfærdigt. Jeg har selv prøvet det flere gange, og jeg er virkelig dårlig til det. I sensommeren faldt jeg på vej ud af vores drivhus, og slog min overarm og min skulder. Jeg døjer stadig med mange smerter og begrænset bevægelighed. At blive sat på pause og holde mig i ro er bestemt ikke en af mine stærke sider. Jeg savner at være aktiv og at træne og ride mine heste. Jeg nyder, at de er herhjemme, selvom jeg er voldsom udfordret i forhold til at passe dem, men samværet og kontakten flere gange dagligt elsker jeg. Og så må jeg huske på alt det gode, der også følger med en pause. Bare at være og at nyde det jeg har lige omkring mig. Gåturene med min vidunderlige hund, der snart bliver 14 år. Udsigten fra mit kontor og køkken ned til mine dejlige heste, der nyder en pause i forårssolen. Og så det facts, at min skulder trods alt gerne vil være med til at hvile mine underarme på skrivebordskanten, mens mine fingre ivrigt flytter ordene i mit hoved. Det giver plads til flere skriverier her på hjemmesiden, på nyhedsbrevet, på Facebook siderne og grupperne og ikke mindst giver det ro, eftertænksomhed og frigivelse af mine mange års erfaringer som dressur rytter på islandsk hest. Min 3. bog er halvvejs gennem skrivefasen.