Et helt liv med heste, læring og forståelse

Jeg hedder Karina Watson Olsen. Gennem 50 år med heste – og snart 40 år som underviser – har jeg samlet erfaringer, indsigter og lærdomme, jeg brænder for at give videre. Mit mål er at inspirere dig til at opnå en dybere forståelse, højere bevidsthed og endnu mere glæde i samværet med din hest.

Jeg ser grundlæggende dressuren som gymnastik for hesten. Mit arbejde handler om at hjælpe hesten til større smidighed, styrke og arbejdslyst gennem simple rytterteknikker og skabe samhørighed, så det bliver sjovt for jer begge.

Min egen rejse har været præget af både sejre på dressurbanerne og alvorlige ulykker, der fuldstændig fornyede min forståelse for at ride med lethed og fine signaler. Disse erfaringer skærpede min opmærksomhed og lærte mig værdien af balance og samhørighed. Det er denne unikke baggrund, der ligger til grund for mit virke i dag som forfatter, foredragsholder og underviser i dressur for ryttere på heste, ponyer og islandske heste.

Min virksomheds navn En Halv Parade afspejler netop den balance, opmærksomhed og bevidsthed, jeg ønsker at give videre.

Mit hjem – Søholm

Søholm er mit vidunderlige hjem, hvor jeg nyder livet sammen med min mand. Gården ligger naturskønt i Odsherred og danner rammen om min undervisning med faciliteter som ridebane, stor græsbane og ridehus, hvor jeg glæder mig til også at byde dig og din hest velkommen.